Elmodan besøger Bauma og finder nyt produkt

15. april 2019.

Efter bare få timer på verdens største entreprenør-messe, Bauma, i München, har Lars Ingemann allerede fundet lige det produkt, som gjorde hele turen derned værd. Udover ny produktinspiration har dagene på Bauma været proppet med netværk, leverandør-besøg og imponerende størrelser på branchens førende producenter.

”Det har allerede været hele turen værd”, udbryder Lars Ingemann begejstret efter bare få timer på den gigantiske Bauma-messe i München.

Lars er faldet over et produkt, han længe har ledt efter og sågar selv har forsøgt at bygge – en komplet pumpestyrings-enhed med indbygget GPS, med en timer, der måler antal timer, pumpen har kørt, og med en tilhørende app, hvor alle data samles for et komplet overblik. Og ’ach du lieber’ den er smart!

Vi glæder os til at introducere den nye pumpestyring over for vores kunder på det danske marked.

 

Se også: Elmodans nuværende pumpestyring

Mit hjerte er rødt, mit blod er rødt, Grindex-rødt, jeg er en Grindex-mand
Lars Ingemann, pumpepusher og direktør hos Elmodan

Lars’ pumpende Grindex-hjerte

”Mit hjerte er rødt, mit blod er rødt, Grindex-rødt, jeg er en Grindex-mand”, fyrer Lars Ingemann underholdende af over for tilskuerne på Grindex-standen.

 

Vi har på messen rottet os sammen med vores hovedleverandør Grindex på deres messestand, og vi har dårligt fået overtøjet af, før Lars Ingemann er faldet i snak med de besøgende på Grindex-standen. Selvom programmet for de to dages besøg på messen er stramt, giver Lars sig god tid til at tale med alle, der viser interesse for pumper, og møder da også flere gamle kendinge til en sludder, som får tidsplanen til at skride fuldstændig.

 

Læs også: 12 år med Grindex - en tur ned af 'Memory Lane'

 

For Elmodan går dagene på Bauma i høj grad ud på at pleje det netværk, som er blevet opbygget gennem årene, og branchens pumpe-pusher, Lars Ingemann, er efter mange år i faget efterhånden et kendt ansigt inden for sit felt.

Lige fra det tidlige morgenfly på vej til München er Lars allerede blevet genkendt. ”Hej Lars”, lyder det pludselig fra de tætpakkede sæderækker, der er proppet med Bauma-gæster.

Og mange danskere i branchen synes at have prioriteret en tur ned til det sydtyske for verdens største samling af maskiner og grej til industrien.

Så selvom Lars Ingemann kunne have brugt hele besøget på Bauma med at tale med gamle og nye kunder hos Grindex, skal vi rundt til vores øvrige leverandører til et besøg og ud og se, opleve og finde inspiration til nye produkter til markedet. Og der er rigeligt at tage fat på.

 

Ren Liebherr blær i 3 etager!

Bauma, der er så overvældende imponerende i størrelsen, er naturligvis også stedet, hvor den tyske Liebherr-gigant skal gå ’all-in’ med udstilling af deres maskiner. Og det skal vi da ellers også lige love for, de levede op til.

Liebherr-standen er legendarisk på Bauma og skulle selvfølgelig også opleves, selvom maskinerne ikke har noget med Elmodan at gøre. Men når en virksomhed bruger over et halvt år på at bygge en stand, der mest af alt minder om en lille by, vækker det naturligvis opsigt.

En 14.400 m2 messestand, med et tre-etagers dobbelt-rækket glashus på metalsøjler, 60.000 besøgende gæster om dagen, en 4-stjernet restaurant ud over utallige små kaffebarer, 2000 fuldtidsansatte, et presserum, en merchandise-butik, alt sammen omringet af de største og tungeste maskiner på hele messen – der er ingen tvivl om, at Liebherr har overgået sig selv fra tidligere og alle andre udstillere på Bauma 2019.

Elmodan siger tak til alle leverandører, besøgende hos Grindex og øvrige bekendte. Vi ser allerede frem til Bauma i 2022, som uden tvivl skal blive endnu vildere.